Så blev der endelig tid til et lille postkort

Der er rigtig meget at sige, men først vil jeg gerne gøre det kort: Jeg har det virkelig godt. Følelsen allerdybest nede i maven er lige præcis den, som jeg har ledt efter, siden jeg kom hjem fra Canada. Så er det så absolut overhovedet ikke til at klage over.

Vi startede ud med 8 dage i karantæne. Det var hårdt. Ikke fysisk. Det eneste, som var hårdt over det, var vores maver som havde svært ved at omsætte al den frituremad, som hver dag var på menuen. Vi kom til at bo på 2-mandsværelser, men vi holdte gangmøde en gang om dagen, når vi lige så hinanden, når vi satte skraldet uden for døren. Det var et sandt mareridt, men et mareridt som vi heldigvis alle sammen overlevede. Nogen med roskildesyge undervejs, andre uden.

Efter 8 dage havde vi en 5-timers flyvetur til sorong, hvor bådene Alberte og Jovial lå. Vores kære skippere Torben og Lars – also known as ‘de danske nik og jays’ – havde sørget for pizza og kolde øl. Varmen var overraskende og luften var stillestående. Men vi var der. Rygsækkene blev smidt i gummibåden, og vi blev indlogeret på epicenteret for vores hverdag i de næste 4 måneder.

3 dage gik med indkøb, rengøring, oprettelse af simkort, opsætning af sejl. Der er snart ikke den ting, man ikke skal sørge for, når man rejser ud de næste 20 dage. Vi har dåsemad ombord til at holde os mætte i ugevis, mens ris og pasta forsøges inkorporeret i et hvert eneste måltid. Morgenmaden består af instantoats og balikaffe, som i virkeligheden er en hackerudgave af den dårligste nescafé derhjemme. MEN det er alt sammen helt ok. For vi er her. ENDELIG.

I skrivende stund liggende for anker i et område, der hedder Besir. Et sted hvor billeder ikke længere kan retfærdiggøre vores udsigt. Et område som hver morgen giver mig sved på overlæben, når jeg vågner af, at mine medmennesker på båden stille og roligt vågner og giver sig i kast med dagens gøremål. Et sted, som hver morgen afkøler mig, når jeg springer i det azurblå hav og svømmer rundt om båden. Et sted, der ikke burde være virkelighed, fordi det er så flot, at man næsten begynder at græde, bare ved at tænke over, at det her er hverdag.

Turen til Besir startede fra Tampagaran Beach kl 20.00 d. 9/10. Solen var gået ned, og vinden var stort set ikke eksistrende, så vi startede vores første sejllads for motor. Vi lavede vagtplan med 2-timersskift, og det er nok noget nær det hyggeligste, jeg længe har prøvet. På vejen blev vi opfulgt af delfiner dansende ved siden af båden med morild trækkende efter sig. Endnu en gang, hvor man trækker vejret, og måske lige kniber sig selv i armen. Kan det her være sandt? Er det her hverdag? Hvornår slutter drømmen?

I går startede vi på vores dykkercertifikat, hvor vi trak vejret under vandet for første gang. Vi fik ros af Torben, vores instruktør. Vi fandt alle 4 roen under vand og lavede øvelser som var det at gå på line for en linedanser. I dag fortsætter vi, og første hold er i skrivende stund allerede sendt afsted på 2. “pooldyk” ved en mushroom (google det;)) nær ved båden. Drømmen fortsætter. Det gør mine postkort forhåbentlig også. Der er ingen lovning på hvornår eller hvor tit. For sådan er der hernede. Alt er cirka. Og alt skal nok gå. Alt tager lang tid. Og at lave ingenting er også at lave noget.

Jeg lavede et lille skriv på min telefon, da vi gik i seng på båden første aften i Sorong. Det får I her. Jeg føler, det giver et øjebliksbillede af mine tanker, da jeg følte, at der nu ikke længere var nogen, der kunne tage oplevelsen fra mig.

“Det er midnat. Jeg gemmer følelsen af lykke i min hule hånd. Følelsen af glædesfyldt frihed. Følelsen af bobler. Følelsen af at være skrøbelig og sårbar og ny og fin. Den bedste følelse jeg kender. Nu er vi her. Den er god nok. Det vugger under mig, og nu skal jeg i seng. Sjældent går livet op i en højere enhed en denne. Men lige nu. Lige nu gør det. Og det nyder jeg. Det er så godt det næsten gør ondt. Det er så godt, jeg har lyst til at græde. Lyst til at græde over det lykkedes. Lyst til at græde over livet. Hvor grimt det kan være og hvor lige så smukt, det kan være. Jeg gemmer denne følelse, til en dag hvor den måske flyder i baggrunden af sveden, varmen og alt muligt andet. Jeg har det godt. Rigtig godt”