At leve ombord på Jovial er lidt anderledes end min tidligere hverdag i lejligheden på Amager med voksenjob fra 8 – 16-ish. Grundlæggende skal jeg jo ombord på Jovial være ”selvforsynende”, indenfor bl.a. ALT, og minimum kunne ”overleve” i 14 dage. Her er det ikke lige muligt at stikke afsted ned i Netto kl. 2130 for at hente den pakke toiletpapir jeg glemte ved dagens tidligere indkøb. Eller få leveret friske grønsager fra nemlig.com, eller mulighed for at benytte hungry.dk fordi jeg igen har svært ved at slippe Netflix, HBO eller Hulu.
Ombord på Jovial skal jeg konstant være opmærksom på mit dieselforbrug og beholdning, den spænding jeg har til rådighed på mine batterier (forbrugsstrøm og motor batteri) Skulle jeg i en periode ikke have noget vind og tilmed ikke have mulighed for at sejle for motor, så har jeg derved heller ikke mulighed for at sejle til/mod min destination, eller sejle/navigere udenom forhindringer som f.eks. land, klipper eller andre sejlende på søen der stikker ”lidt” dybere ind jeg. Har jeg ikke noget strøm på mine batterier kan jeg ikke starte motoren og jeg har ydermere ikke mulighed for at oplade min telefon, ipad eller computer. Så modtager jeg ikke noget GPS-signal og derved har jeg ikke mulighed for at sætte en kvalificeret kurs, men må sejle i blinde.
Men det der faktisk har bekymret mig mest har været min vandressourcer ombord på Jovial. Som menneske kan jeg jo overleve forholdsvis længe uden at indtage føde, eller bare nøjes med at spise nogle af alle de nudel-pakker jeg har ombord. Men i 30 graders varme under den brændende ækvatorsol vil jeg nok ikke klare den mere end 3 til 5 dage uden væske – hvis overhovedet så længe.
Men med mine 240l indenbords vandtanke, plus mine ekstra 4x 20l reserve vanddunke, i alt 320l drikkevand, har jeg måtte gøre denne tvivl/frygt til skamme. Jeg har på intet tidspunkt været i nærheden af et forbrug på over 100l, før jeg igen har haft mulighed for at opsamle regnvand og fylde alle mine vandreservere.
Dog skal det lige pointeres at jeg naturligvis bruger mit drikkevand med omtanke, at jeg bader og vasker mig i havet og kun anvender drikkevand til afskylning. Det samme er gældende i forbindelse med opvask hvor afskylningen foretages i saltvand og kun selve opvasken og afskylningen foretages i ferskvand.
I følgende video ser du mig med stor begejstring opsamle regnvand for første gang. Jeg har sidenhen optimeret lidt på denne proces, men der er dog stadig mulighed for små finjusteringer og mere automatisering. Det er jo den store glæde ved at bo ombord på et sejlskib – der er altid en lang liste med gode idéer, fikse løsninger og sjove påfund.
https://www.youtube.com/watch?v=3cV6LjLVKWw